Har du nogle spørgsmål? Kontakt os på (+45) 70 20 33 20

Podcasts

Den autentiske leder er en podcastserie, der undersøger de væsentlige og aktuelle ledelsestematikker i samfundet. Den handler om, hvordan ledere kan skabe bedre resultater ved at udvikle, fastholde og forandre de teams og organisationer, de til daglig er leder for. Rasmus Graucob, erhvervspsykolog og ledelseskonsulent i Summit Consulting, er vært, og i hver episode taler han med eksperter, forskere, HR-partnere og ledere om ledelse og samfundsaktuelle temaer.

Nedenfor kan du høre og læse mere om alle vores Summitcast episoder.

Alle vores podcasts kan også høres på Apple og Spotify:
   

Summitcast 5: Ledelse af talenter – med Bo Grastrup, Global Talent Manager, Ørsted

Har alle mennesker et potentiale til at blive et talent? I Ørsted kalder de alle deres medarbejdere for talenter. Hvilke konsekvenser har det at blive døbt ”talent”? Og hvad bliver ledelsesopgaven, når talenter skal fastholdes og udvikles? I dette afsnit taler Rasmus Graucob med Bo Grastrup, som er Global Talent Manager i Ørsted. Grastrups opgave er at sikre intern mobilitet, fastholdelse og udvikling af talentmassen i Ørsted. Grastrup har – udover at have været en del af talentudviklingen i Nordea, Danske Bank, Mærsk og KPMG – en baggrund som leder og officer i Forsvaret.

Summitcast 4: Ledelse af diversitet og inklusion – med Stine Fehmerling, Coloplast

Hvad er diversitet? Og hvorfor er det blevet et vigtigt samtaleemne rundt omkring i danske organisationer? Stine Fehmerling er Senior Manager Global Inclusion & Diversity & Leadership Development i Coloplast, i dette afsnit får vi en snak om inclusive leadership, og hvad man som leder skal gøre for at rumme og håndtere diversitet. Derudover taler vi om, hvordan man fra en HR-position får sin ledelse med ombord og får analyseret sin organisations udviklingsbehov.

Summitcast 3: Ledelse af negativ stress – med Mette Brøndum, CEO, Lindab

Hvad bliver ledelsesopgaven, når din medarbejder giver udtryk for at mistrives eller bliver sygemeldt med stress? Mette Brøndum er administrerende direktør i Lindab Danmark og har oven i hatten en stresscoachuddannelse. I dette afsnit taler Mette om at lede efter årsagerne – i stedet for symptomerne – på stress, og hvad du skal være særligt opmærksom på som leder, hvis du ønsker at forebygge og håndtere negativ stress på arbejdspladsen.

Summitcast 2: Fremtidens ledelse – med Anne Skare Nielsen og Annette Otto, ATEA

Fremtiden er her allerede! Sammen med Anne Skare Nielsen, som er fremtidsforsker, og Annette Otto, som er Senior Vice President for HR & Communication i ATEA, taler vi om, hvordan fremtidens arbejdsmarked kommer til at se ud, og hvordan det vil påvirke ledelsesopgaven. Vil din fremtidige leder blive en algoritme, der giver dig feedback? Kan vi forvente mere ”remote working” i fremtiden, og hvordan skal vi anvende den nye teknologi og digitalisering, som fylder mere og mere i vores hverdag?

Summitcast 1: Den autentiske leder – Intro

Første afsnit i serien er et introducerende og rammesættende afsnit. Podcasten handler om ledelses- og organisationsudvikling, og målgruppen er både ledere, forskere, HR-partnere og studerende, der har en interesse for ledelse og arbejdspladsens psykologi. Rasmus Graucob forklarer, hvorfor podcasten hedder den autentiske leder, og hvad du kan forvente at høre i podcastserien.